Smartlog v3 » Support blog » så tænkes der allerede på 2007 og budget
Opret egen blog | Næste blog »

Support blog

Smartlogs support blog.

så tænkes der allerede på 2007 og budget

18. Dec 2006 19:30, sundhedsrådgiveren

ja-....sidder her og tænker på, hvordan jeg skal nå mit mål for 2007 med mit firma.

Jeg har en masse gode ideer, og lancherer et foredrag om at nå sine mål d. 31 januar - og samtidig arbejder jeg på at kursus om den ultimative udfordring: vægten i balance - et kursus om vægt og livsstil.......

Nu er mine tanker, hvordan får jeg kunder ? virksomhederne skal jeg ud til og private skal jeg have fortalt - at jeg simpelt er deres vej ud af dårlig vaner........har hjulpet adskillige og brænder for det......nå....tanker herfra.....smutter ind foran tv. Havde klient til personlig træning kl 6:45 for er lidt smadret nu.

God aften Lotte

Kommentarer

  1. Søren Nielsen
    21. May 2007 11:13
    1

    Hej Lotte.
    Jeg synes, at den energi, entusiasme og engagement du lægger for dagen er FANTASTISK!- Det er sjældent man hører folk åbne sig så meget op omkring deres problemer.

    Jeg må indrømme at jeg selv har været meget dårligt til selv at komme ud med mine problemer, og at du tør gøre det et sted som her er virkeligt noget der har rystet min grundvold.

    Jeg føler det sikkert her, og jeg vil prøve at gøre det samme fra nu af.
    Du har været en inspiration uden lige, en inspiration til at ændre mit liv, den måde jeg interagerer med andre personer på.
    Før jeg begyndte at læse din (FANTASTISKE) blog gik jeg rundt med tanker om...... ja... ja, jeg har stadig svært ved at snakke om det, men jeg MÅ følge dit eksempel..!
    Mit problem, Lotte, er desværre, at jeg kun lige kan finde ud af at bruge kommentar funktionen, og da slet ikke lave min egen blog. Seriøst, jeg har siddet i to timer nu og prøvet at lave en smartlog.
    Så det jeg vil spørge dig om er om jeg må køre min blog i dit kommentarfelt. Vi kunne kalde det et joint-venture?
    Jeg har så meget at byde verden, jeg kan bare ikke finde ud af hvordan. Jeg har ikke MIDLERNE, Lotte! Men det har du! Lotte, jeg ved godt det er meget at spørge om, men jeg vil af hele mit hjerte bede dig om at overveje det, og overveje hvad det vil betyde for mig. Du kan kontakte mig på Soerencsi@hotmail.com, og jeg vil i min næste kommentar vedlægge et udkast til min "pilot"-blog. Jeg vil blot bede dig om at læse den, og fortælle mig om du synes det er interessant.
    Mange tanker fra Søren i Normandiet.

  2. Søren Nielsen
    21. May 2007 13:16
    2

    SØRENS BLOG

    - Nu Hosted af Lotte

    Jeg sidder i skyggen af vild vin i Normandiet og mediterer. Duften af de gærede bær blandes med den salte havluft, og jeg føler endeligt, at jeg er kommet væk fra Danmark.
    Nu er jeg her, jeg har fået mit værelse på vinfarmen og jeg er klar til at tage de første skridt af mit nye liv!
    Jeg er ved godt mod. Bellis, min kære veninde sagde farvel i foregårs, og nu er det kun mig alene i den store åbne verden.
    Jeg har set mig nødsaget til at rykke mine rødder op og flytte til et nyt sted. I enhvers liv, tror jeg, at man kommer til et punkt, hvor man har nået alt det, man kan i en situation.
    Jeg må vel hellere fortælle lidt om mig selv. Jeg er 29 år gammel, hedder Søren og jeg kommer fra Urteminde nær Kalundborg. Ja, det er vel de færreste der kender til denne lille solstråle af en landsby, men jeg elsker den af hele mit hjerte. Men som det er med alt bliver man nogle gange nødt til at skille sig af med det man elsker.
    Kort inde i gymnasiet i Kalundborg opdagede jeg, at min helt store styrke lå i mine hænder, og det åbenlyse talent jeg har for praktisk arbejde. Da indså jeg, at en epoke af mit liv var overstået, og jeg pakkede en madpakke og rejste mod Hovedstaden.
    Jeg ankom en regnfuld aften ved Københavns Hovebanegård, og det første jeg mødte var synet af Istedgade.
    Mine øjne var ligeså blå som havet ved kysten af Kalundborg, og ung og dum som jeg var lod jeg mig drage af denne gade, der var så langt væk fra noget jeg nogensinde troede jeg skulle opleve.
    Forstå mig ret, Urteminde er en traditionel landsby med marker og landbrug, og livet i og omkring landsbyen er en bobbel midt i den travle udenomsverden. Tingene har sin daglige rutine, og hvis der ændres på dette ændres der på alles liv.
    Og denne del af København faldt mit hjerte meget nær.
    Ser du, kære læser, jeg har meget nemt ved at lave nye bekendtskaber, og det er ikke altid med det gode borgerskab. Det værende sagt, har jeg altid været af den holdning, at man ikke bør dømme en perker på hans turban- og jeg fandt nogle loyale og gode venner, blandt hvem jeg må nævne Michael og DD.
    Michael og DD var del af den lokale kebabmand Azims crew L'llama Burdeges (Femten ryttere). Interessant nok var der dengang (I starten af halvfemserne) en ung knægt ved navn Omar Marzouk der var en del af os. Han laver vist noget showbusiness nu om dage, men jeg kender ham fra dengang man omtalte ham Momar. Momar var vel ikke mere en 14 eller 15 år gammel, da hans mor fangede ham i at ryge hash sammen med gutterne på Vesterbro Torv, hvor vi tit "hang". Konsekvensen var at Omar blev tvunget tilbage til Pakistan for at hyrde får i et år, og da han kom hjem havde han fået øgenavnet Momar, fordi han var hvad man dengang ville have kaldt en "mors dreng". Vi så ikke meget mere til Momar efter det.
    Men tilbage til historien. Efter tre turbulente år med alt fra coke til ubeskyttet sex med prostituerede, og hvad der ellers følger med i livet på Vesterbro røg jeg og sidde i Odense i et halvt år for grov vold mod en politimand. Før du dømmer mig, kære læser, bliver du nødt til at indse hvordan verden ser ud for en coked-up fyr på 21 år, der tror at han ejer hele hovedstaden. Gennem coken får man en lyst tilat afprøve sig selv, og det blandet med en ung mands frustrationer endte med at jeg i hjælpeløsheden bare havde lyst til at slå på nogen, og da den politimand fangede mig i en handel på Halmtorvet knækkede filmen.
    Et halvt år i brummen er lang tid. Og for en ung knøs som mig, der virkeligt ikke indså hvad det var jeg gjorde, blev jeg nødt til at tænke kraftigt over hvad jeg skulle gøre. Den dag jeg blev løsladt lånte jeg 5000 af en ven, og så satte jeg må på et fly til Marseilles og lod mig indrullere i Fremmedlegionen.
    Under pseudonymet James Nyx gik jeg ind, og igennem de næste 6 år var jeg udstationeret overalt i verden; Sierra Leone, Afghanistan, Irak, Peru og Tchad. Jeg er ikke disponeret til at fortælle nærmere om mine ture, men lad os sige at det i det mindste har givet mig hård hud på knoerne.
    Hvad jeg kan fortælle om er, at jeg ved hvordan det er at sidde i en mørk celle med bind for øjnene og fødderne i en pøl af vand hvor der hvert 25. sekund sendes en elektrisk ladning på 200 W igennem.
    I 2006 kom jeg tilbage til Danmark. Mit liv var tomt.
    Jeg havde dræbt så mange mænd at de hver for én gradvist tog en del af mine personlighed med sig i graven, til der til sidst kun var en tom skal tilbage.
    Jeg slendrede omkring på de gamle gader, Istedgade, Viktoriagade ned af Halmtorvet, og over til Kødbyen, men intet føltes som dengang.
    Jeg opsøgte Røde Pete, min gamle dealer, og bedte ham om 20 gram. Jeg betalte ham 10000 i kontanter, de sidste penge tilbage fra Fremmedlegionen. Gik op på et usselt værelse i omegnen, tændte op, og skød det hele ind.
    Det eneste jeg kan huske er en stemme der mumler, og vind der rusker omkring mig mens jeg ligger musestille i et helt mørkt rum.
    Jeg vågner 14 dage senere af mit koma. Lægerne siger at det var et mirakel jeg overlevede. Jeg havde været klinisk død i fire minutter. Man siger man mister 21 gram af sin sjæl når man dør. Jeg mistede min taleevne og følelsen i begge mine ben.
    Nu sidder jeg her, Bellis, min gamle veninde fra helt tilbage, hjalp mig med lidt penge. Vi lever sammen her, dog ikke som kærester. Det kan jeg ikke. Men jeg priser hver eneste dag for hende. Og Normandiet. Men hvis der er en ting, man kan, og bør, lære af det her er at man skal leve hver dag som var det den sidste, hvilket det jo også godt kan være, for man ved jo netop aldrig HVORNÅR den sidste dag er, så man kan lige så godt leve dagen før den "store dag" så godt som overhovedet muligt. Så herfra vil jjeg sige tak til dig læser og kære Lotte, og til dig, verden: "World, here I come!"
    Kærlig hilsen Søren

  3. Søren Nielsen
    26. Jun 2007 21:31
    3

    SØRENS BLOG

    Stadig hosted af Lotte

    EN MÆRKELIG TIRSDAG vil jeg vælge at kalde det. Først og fremmest når jeg ikke toget i morges(typisk), kommer for sent på arbejde(typisk) og da jeg endeligt ankommer, har min chef givet mig til opgave at forberede mødet Ratzag Consultants imorgen tidlig(typisk). Hvornår er det min tur til at være heldig? Hvornår er det min tur til at få lønforhøjelse? Kære læser, nogen gange er det bare som om at verden ser forbi mig. Desuden kommer jeg hjem, og ser at jeg har glemt at hænge mit vasketøj op om morgenen, så køkkenet stinker jordslået. Endnu en fantastisk dag, som jeg så på passende vis kan afslutte i vaskekælderen. Tusind tak:)

    Håber det går bedre imorgen, da får jeg nemlig at vide fra banken om de vil lade mig låne lidt i friværdien(here I come bahamas!!!)

    Med trætte, men håbefulde hilsener, Søren

  4. Søren Nielsen
    28. Jun 2007 02:47
    4

    SØRENS BLOG

    Hosted lidt endnu af Lotte

    KÆRE LÆSER. Du må meget undskylde at jeg ikke har opdateret min blog i et stykke tid. Jeg ved, at du sandsynligvis ikke har så meget andet at lave, hvis du i første omgang er kommet så langt ned på siden. Ej, jeg starter forfra. Du må meget undskylde min lidet bitre tone, men mit midlertidige humørkollaps skyldes simpelthen en gennem ærgelig dag. Det starter med at jeg ankommer til NASA der omkrinng klokken ti, og kan ikke komme ind. Jeg har stået i kø en halv time, selvom de eneste der er ankommet på dette tidspunkt er Remee og hans possé af Paradise Hotel-tøser. Åbenbart er mit nye Jack&Jones bælte ikke nok "oppe på beatet" til at komme ind. Da jeg begynder at diskutere med dørmanden(selvfølgelig neger) begynder min date at brokke sig, og kører tilbage mod Vesterport. Da Bellis endnu ikke har mestret hendes kørestol til fulde, samtidig med hendes højre arm selvfølgelig stadig er i gips, når jeg lige at nå op til hende inden hun når rulletrapperne. Her er det så, at hun vender sig om, eller rettere, hun med den lille mængde følelse hun har tilbage i sin venstre arm efter at have hjulet op ad strøget efter mig i to timer(hvor langsom kan man være), banker kørestolen ind mod billetautomaten tre-fire gange i forsøget, og til sidst får vendt sig i en retning der groft set godt kan kaldes min, siger ordene, og dette er et citat: "Prøv og her efter engang, dit tynde, rødhårede, franske-hotdog-spisende, kun-faxe-kondi-afbrudt-af-pis-og-lort-og-sperm-drikkende, selv-hår-klippende, bussemands-tørrende, fæces-lignende, konstant-onanerende-til-blue-tv-og-gider-ikke-engang-tørre-det-væk-så-når-du-vågner-i-din-mors-sofa-klistrer-du-til-hynden-og-så-får-du-katten-til-at-slikke-det-af-fordi-du-ikke-selv-kan-overskue-det-fordi-det-er-helt-gult-på-grund-af-alle-de-cigaretter-du-ryger, dit taberagtige KONGEsvin. Jeg kan ikke overskue dig og dine indskudte sætninger et sekund længere. Og så lugter du i øvrigt af sved hele tiden!" Bellis, min eneste veninde og confidante, får med møje og besvær kørt stolen ud på rulletrappen og glider ud af mit liv og ned på perronnen, hvor hun venter 17 minutter på A+'eren til Lyngby. Og her står jeg så. Det er som om alt går i slow motion. Jeg er svimmel. Ud på Axel Torv igen. Går lidt rundt. Sætter mig ned. Hele mit liv passerer revy. Og begynder bare at gå - væk fra det hele. Jeg går, og går, og går. Pludselig står jeg nede i Sydhavnen med et stort brød af en truckertøs foran mig. Det sidste jeg husker, er at hun har sådan en metalting på tænderne, hvorpå der står "Money".
    Det næste jeg husker, er et helt sterilt, hvidkalket loft. Og en af de der læge-lamper, der blænder mig. Det er som om jeg ikke rigtig kan bevæge mig, og alt mit tøj er væk, istedet ligger jeg i en hospitalskittel. En meget mut, kortfattet læge fortæller mig, at jeg er blevet offer for hvad man mener er den første massevoldtægt af en mand nogensinde.
    "Det er da altid noget. Hvis du har lyst, kan vi jo ringe til guiness rekordbog, haha. Ej, seriøst, du har AIDS." Ydermere fortæller lægen mig, at skaden, de tre strapon-dildoer forvoldede mit anus, var så slem, at de for evigt var nødt til at sy det fuldstændig sammen. Farvel, min dejlige, trofaste porcelænsven, og goddag krævende plastikpose-ven der skal tømmes tre gange om dagen. Men udover det, diverse hudafskrabninger, 3. grads forbrændingerne, som Københavns politi ud over det gerne lige ville tale med mig om, og tabet af 80% af min hørelse, var jeg såmænd klar til at blive udskrevet. Da hospitalet ikke betalte for taxien, og de 4 truckerskøger havde stjålet min pung, var den eneste jeg kunne huske navnet på min eks-kæreste, som efter 3½ var så flink at komme og hente mig. Desværre blev hun lige nødt til at samle sin nye forlovede op på vejen, da de skulle til brunch ude i Vanløse, men han tog det meget pænt og nævnede nærmest ikke min situation.

    7 timer senere kom ham jeg deler lejligheden med hjem fra arbejde, så jeg rent faktisk også kunne komme ind, og her sidder jeg så nu. Nyder en rugbrødsmad med Jubelsild, og prøver på ikke at begå selvmord. Selvom guderne skal vide, at det er lidt svært ligenu. Nå, men jeg håber da at jeg klarer mig igennem natten, og at der er nogen hjemme imorgen så jeg kan få ringet til kommuneforsorgen så de kan sende en plejer ud til at hjælpe mig op ad sengen.

    Som altid, vil jeg afslutte med et citat, og her er et af vores allesammens H.C.Andersen:
    "At rejse er at leve". Så selvom det er et kateter, der rejser tredive centimeter op ad dit penisrør og ind i blæren, har det sansynligvis mere et liv, end mig.

    Kærlig hilsen, Søren

  5. Søren Nielsen
    23. Aug 2007 14:26
    5

    SØRENS BLOG

    Lotte er åbenbart pisseligeglad med sin lorteblog

    Idag er det eneste jeg har at skrive dette:

    I didn't mean it when I said I didn't love you so
    I should have held on tight I never shoulda let you go
    I didn't know nothing I was stupid, I was foolish
    I was lying to myself

    I could not fathom that I would ever be without your love
    Never imagined I'd be sitting here beside myself
    'Cause I didn't know you, 'cause I didn't know me
    But I thought I knew everything
    I never felt

    The feeling that I'm feeling now that I don't hear your voice
    Or have your touch and kiss your lips 'cause I don't have a choice
    Oh, what I wouldn't give to have you lying by my side
    Right here, 'cause baby
    (We belong together)

    When you left I lost a part of me
    It's still so hard to believe
    Come back baby, please
    'Cause we belong together

    Who else am I gon' lean on when times get rough
    Who's gonna talk to me on the phone 'till the sun comes up
    Who's gonna take your place there ain't nobody better
    Oh, baby baby, we belong together

    I can't sleep at night when you are on my mind
    Bobby Womack's on the radio saying to me:
    "If you think you're lonely now"
    Wait a minute this is too deep (too deep)
    I gotta change the station so I turn the dial
    Trying to catch a break and then I hear Babyface
    I only think of you and it's breaking my heart
    I'm trying to keep it together but I'm falling apart

    I'm feeling all out of my element
    I'm throwing things, crying
    Trying to figure out where the hell I went wrong
    The pain reflected in this song it ain't even half of what I'm feeling inside
    I need you, need you back in my life, baby
    (We belong together)

    When you left I lost a part of me
    It's still so hard to believe
    Come back baby, please
    'Cause we belong together

    Who else am I gon' lean on when times get rough
    Who's gonna talk to me on the phone 'til the sun comes up
    Who's gonna take your place there ain't nobody better
    Oh, baby baby, we belong together, baby!

    When you left I lost a part of me
    It's still so hard to believe
    Come back baby, please
    'Cause we belong together

    Who I'm gonna lean on when times get rough
    Who's gonna talk to me 'til the sun comes up
    Who's gonna take your place there ain't nobody better
    Oh, baby baby, we belong together "

    WE BELONG TOGETHER, MARIAH CAREY

  6. suzan jensen
    21. Oct 2008 19:09
    6

    hej søren

    jeg synes at jeg kan ane en "smule" for sarkasme i dine indlæg.
    jeg synes altså det er synd for dem som har det hårdt i forvejen at de skal belemres med dine "fake" problemer såsom friværdi og deslignende.

    der er faktisk nogle af os der har rigtige problemer!!!

    min kæreste er lige røget i fængsel, igen, for et overfald som han slet ikke var med til. og her sidder jeg tilbage med huslejen og otto (vores fælles barn), helt alene!!

    suzan jensen

Tags

Arkiv

Relaterede